Kæmperne indtager Vestegnen

Vestegnens Kulturuge 2016 byder på en enestående mulighed for at få øje på seks kæmper - gemt unikke og hemmelige steder på Vestegnen.
18. maj 2016

Kunstneren Thomas Dambo skal i forbindelse med Vestegnens Kulturuge 2016 opføre seks store træskulpturer på unikke og hemmelige steder i de seks vestegnskommuner, som deltager i Kulturugen. De seks trækæmper, som går under navnet ’De Seks Glemte Kæmper’, skal invitere borgere og andre besøgende ud for at opdage områder væk fra hovedvejen og udforske egnens smukke steder. Alle værkerne er lavet af genbrugstræ og opføres med hjælp fra lokale frivillige.

Formålet med kunstprojektet er at byde på en rejse ind i de stærke lokale fællesskaber, kreative rum og hverdagskendte steder. I kraft af en kreativ forvrængning lader projektet borgere opleve deres by og egn fra en ny og anden side, hvilket er i tråd med årets tema, PÅ DEN ANDEN SIDE.  

Afslutningsvis kommer de seks kæmper til at indgå i en samlet fortælling, og en lille skattejagt vil vise rundt mellem de steder, hvor de er opført. Alle seks værker skal stå færdige til september, hvor Vestegnens Kulturuge 2016 løber af stablen.

Hvis du i disse dage har gået tur i Ishøj Strandpark, har du måske lagt mærke til, at ikke alt er som det plejer at være. Kæmpen Oscar (se billede øverst) er den første af seks kæmper, der er blevet opført. Der er blandt andet brugt træ fra den gamle vandmølle Pile Mølle i Ishøj samt genbrugstræ fra STARK i Ishøj. Udover Thomas Dambo og hans hold er kæmpen opført med hjælp fra lokale frivillige fra Ishøjs produktionsskole Møllen, hvor fire elever har hjulpet til. Kæmpen fylder godt i landskabet og er cirka seks meter høj og fem meter bred. Der er brugt omkring 10 dage på at skabe den første trækæmpe.

Læs mere HER.

Se flere billeder her.