Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Åbningsfesten for Vestegnens Kulturuge tiltrak 12.000

Publikum til Åbningsfesten
Åbningsfesten for Vestegnens Kulturuge blev en stor succes! Det skønnes at 10.000-12.000 mennesker var mødt op på Roskildevej for at fejre kulturen på Vestegnen.
9. september 2013

Vestegnens Kulturuge skudt i gang

Der var gang i gaden, masser af smil og sol over Roskildevej, da Vestegnens Kulturuge blev skudt i gang i lørdags midt på Roskildevej i Rødovre. Konferencier på dagen, tryllekunstner og magiker Sunny Cagara, sendte en symbolsk gul ballon til vejrs sammen med fire borgmestre fra vestegnskommunerne med ordene om, at en finger alene får ballonen til at falde til jorden, mens flere fingre kan sende ballonen til vejrs. Ligesom Vestegnens Kulturuge, som aldrig ville kunne lade sig gøre, hvis ikke de syv kommuner, ansatte og frivillige havde samarbejdet og bidraget til festen.

Outlandish gav tilbage til Vestegnen

Outlandish, der har rødder på Vestegnen, spillede deres største hits for de mange mennesker, der stod hele vejen op langs Roskildevej. M.I.L.O. og Hotstepper fyrede også op under publikums danseglæde, og især de unge piger flokkedes om scenen, da Isas Stepz gav undervisning i energiske dansetrin fra scenen.

Madbazarens boder med spændende kulinariske fristelser var populære. Ice Designs tiltrak sig meget opmærksomhed med sine fascinerende isskulpturer, som især børnene ikke kunne holde fingrene fra. 

Distortion var en ’Wild Wild Vest Fest’

Distortion lagde nye højder til festen, da mørket sænkede sig og de syv kunstneriske fyrtårne sendte deres lysshow ned over publikum. Børnefamilierne var gået hjem, og publikum var det yngre og festglade publikum, som gav sig hen til musikken og danseglæden.   

Næste år, samme tid samme sted? 

Roskildevej er det perfekte sted at holde en stor udendørs folkefest. Åbningsfesten for Vestegnens Kulturuge var den første kulturelle begivenhed af den størrelse på Vestegnen og hvis det stod til publikum skulle det ikke være sidste gang, der bliver holdt fest på Roskildevej.   

Vestegnens Kulturuge forsætter indtil søndag den 15. september med mere end 350 aktiviteter på programmet.


Billedgalleri

Se billederne fra Vestegnens Kulturuges Åbningsfest her.